RINGKØBING-SKJERN: OPLEV EMIL ERICHSEN LIVE!
Kompasnålen peger mod nord, skiene er klikket på og forude venter os knap 200 km med 80-90 kilo tunge pulke på slæb. Det er første dag, og temperaturen er minus 27 grader. Det blæser og de første forfrysninger har allerede sat sig i ansigtet, i fingrene og på fødderne. Jeg er mere på udebane end nogensinde f ør, og aldrig har der været længere til en turkisblå ankerbugt og en svalende, tropisk vind over dækket på Havana.

I foråret 2021 begynder Emil at planlægge en tur mod nord sammen med sin Siriuspatrulje-ven Christian Liebergreen. Alfred og Theis melder sig klar til eventyr, og træningen starter op et lille år før afrejse. Drømmen er simpel, men vejen er lang. I april 2022 vil de fire drenge stå på toppen af verden - på klodens nordligste punkt, Nordpolen. Drengene skal i form, og lære alt hvad det kræver at overleve i Arktis. For selv de mindste fejl i den utilgivelige kulde kan slutte ekspeditionen og i værste fald være livsfarlige. Den lange forberedelse er fysisk, men også mental, og da han undervejs i forberedelserne bliver far for anden gang, melder spørgsmålet sig; Hvorfor overhovedet tage på eventyr?